Dagplejen

Susanne Møller

Dagplejer Profil

Susanne Møller

 

Om mig

Jeg hedder Susanne Møller, og jeg er født i 1979. Jeg bor i Tommerup St, og er gift med Jens. Sammen har vi to børn, Frederik (2004) og Freja (2006), og Jens har børnene Lucas (1997) og Casper (1998). De store drenge bor ikke hjemme mere. Ingen af os er rygere.

Jeg er opvokset i Vestjylland, og er uddannet inden for landbruget. Jeg blev ansat som dagplejer i 2007. Som person er jeg nærværende, rolig og tryghedsskabende.

Vi har hus i et lukket vænge med indhegnet have. I haven er der et hyggeligt, afgrænset hjørne med sandkasse, køretøjer og legehus. Her er det trygt og dejligt for børnene at lege. Samtidig bruger de også gerne resten af haven, hvor vi ofte undersøger ting i naturen. De elsker at finde en regnorm, når vi graver i jorden! Der er også jubel og glæde, når de finder jordbær og hindbær om sommeren…

I min fritid elsker jeg at arbejde i vores have, ligesom jeg nyder mine gåture.

Om sommeren er det vores sejlbåd, der samler familien.

 

Som dagplejer lægger jeg vægt på/mine værdier

Jeg har valgt arbejdet som dagplejer, fordi jeg kan lide at have med børn at gøre, og at være med til at præge dem samt lære dem tilknytning og omsorg til andre.

Jeg er både opmærksom på deres sociale og personlige udvikling, og lærer dem nye ting via vores ture i skoven, fælleslege og sanse- og motorikbaner. Børnene vokser af at opleve mestring - fx ved praktisering af at tage tøj af og på. Gennem samtaler og sang styrker jeg deres sprog.

Jeg vægter højt, at børnene kan danne venskaber til hinanden - ligesom de oplever at være en god, samlet gruppe.

Jeg arbejder bevidst med, at alle børn oplever at være en del af et betydningsfuldt børnefællesskab.

Jeg er meget ude med mine børn - i al slags vejr. Jeg elsker at lære dem om naturen (mærke og føle). For eksempel kan vi grave i skovbunden, og finde ud af hvilke dyr, der gemmer sig der.

Det er yderst vigtigt, at Jeres barn trives. Det opnår vi bedst med gensidig åbenhed. Hvis begge parter siger til, når der er noget, vi undrer os over, stort som småt, kan vi sammen hjælpe hinanden i forhold til barnet, og dermed optimere samarbejdet.

 

En typisk dag i min dagpleje

Vores dag består primært af at være i haven eller gå tur i skoven. Jeg har også en ladcykel, som jeg deler med en kollega. Den bruger jeg gerne - fx, når det er høsttid. Så tager vi ud i naturen, og ser på traktorer, og kigger på markerne. Derefter snakker vi om, hvad vi har set, ligesom vi sanser, mærker og føler, hvad der er på marken.

Morgen/ formiddag:

For de børn, der kommer tidligt, er der mulighed for at spise morgenmad.

De børn, der har brug for en formiddagslur, får det.

Kl.9 er der formiddagsmad.

Middag/ Frokost:

Vi gør klar til middagsmad, legetøj ryddes op, vi dækker bord og vasker fingre.

Efter spisning slutter vi af med ”Tak for mad - sang” ( en omskrivning af ”Bjørnen sover”).

Så er det puttetid.

Eftermiddag:

Eftermiddagshygge og mad - i form af fx brød og frugt.

 

Kost:

Vi spiser ud fra den kostplan som kommunen har fastlagt for børn i dagpleje.

Ønsker i specialkost, bedes I medbringe det.

 

Højtider

Vi fejrer højtider i relativt lille omfang. Vi snakker om dem, og er der tilknyttet sange til højtiden, synger vi også dem.

 

Uddannelse/kurser:

  • Grundkursus for Dagplejere
  • Førstehjælpskursus
  • Ud med sutten - Ind med sproget
  • Trekløver-kursus 

Husdyr

Husdyr

Vi har to hunde. En på næsten 12 år, og en rolig, ung hund. Jeg har erfaret, hvor stor en læring, og positivt et udviklingspotentiale, der er for børnene i samværet med dyr. Her lærer de blandt andet empati. 

Legestue

Vi er i heldagslegestue hver torsdag. Formålet med legestuen er:

  • Forberede børnene på overgangen til børnehaven, hvor de skal lære at være mange sammen
  • Vi besøger børnehaven én gang hver måned
  • Børnene lærer de andre dagplejere at kende, hvilket er en fordel ved gæstepleje
  • Børnene lærer naturligvis også de andre børn at kende - får nye legerelationer og fællesskaber
  • I legestuen har vi mulighed for at dele børnene op i alderstrin og derudfra lave aktiviteter